I 7 år har Tigertræning været en del af den danske børnekulturscene. Vi har rejst landet rundt og besøgt børnehaver, skoler, biblioteker og kulturhuse og festivaller. Vi har hele tiden holdt fast i, at vi vil være en lille kulturaktør med direkte kontakt til de børn og familier vi besøger. Leg, musik og bevægelse så meget som muligt i øjenhøjde og fælleskab med dem vi møder. Det er det vi brænder for og også den kultur vi synes giver mest mening i vores tid.
Det at være en lille uafhængig aktør har både sine fordele og ulemper.
En af fordelene er at vi kan tilpasse og ændre vores produkt på en levende og intuitiv måde, uden et stort forlag, tv-redaktion eller andre administrationer, der skal godkende og bestemme. Vi lærer en masse i vores direkte møde med børn og voksne og tilpasser hele tiden vores lege, musik og events efter det vi oplever.
Det at være en lille enhed giver også plads til de vilde ideer og mærkelige påhit, såsom at sy en 40 meter lang tiger. Vi skal ikke spørge nogen om lov når vi finder på nye lege, events og sange. Børnenes respons når vi møder dem er vores vigtigste rettesnor og inspiration.
En udfordring er så at vi ikke har et stort reklame og PR budget. Vi kan ikke hænge plakater i hele byen hver sæson eller lave web- eller tv-kampanger. For os er det afgørende, at de kulturhuse og andre aktører vi samarbejder med gør opmærksom på vores aktiviteter. Det er også meget betydningsfuldt for os, at hver familie går hjem med en god oplevelse og deler den med dem de kender, således at Tigertræning har et godt rygte blandt familier, pædagoger og kulturaktører.
Vi synes det er vigtigt at Danmark fortsat har et rigt, varieret og professionelt kulturliv også når det gælder børnekultur.
I en tid hvor de offentlige budgetter til kultur bliver mindre og mindre og få store forlag- og mediehuse dominerer kulturtilbuddene, må vi tænke kreativt.
Derfor har vi nu sat vores første crowdfunding i gang for at udgive nyt materiale. Så vi fortsat kan udvikle lege, musik, bevægelse og fælleskaber på en intuitiv og professionel måde.
Vil du støtte Tigertræning og udviklingen af uafhængig børnekultur, så se på vores crowdfunding projekt ”Dragekamp og Koglekast”

Crowdfunding