Sommeren 2016 bliver den sommer hvor Tigertræning springer ud som gadekultur. Hvor vi, sammen med børn og voksne kan bevæge os rundt på gader og stræder, til byfester og i parker med musik og bevægelse. Som samlingspunkt har vi lavet en tiger, der kan blive 40 meter lang, danse og lave tricks.
Men tigeren virker kun, hvis vi er mange der vil være med. Ingen mennesker – ingen tiger. Det indebærer et vist spændingsmoment, selv for en erfaren tigertræner.

Som barn på Christiania var min barndom var fuld af gadeteater, Christianias fødselsdag, 1. maj og demonstrationer for og imod alt muligt. Mange gange om året var vi samlet hundredvis af mennesker til et fælles optog. For mig var det årets højdepunkter og mange mennesker brugte en masse tid på forberedelser, rekvisitter, ombyggede cykler m.m.
Menneskerne i og omkring Christiania er i mine øjne nogle af de mest opfindsomme og festlige når det drejer sig om gadekultur. Solvognen, Christianias pigegarde, aktionsteater, musikere og gøglere af alle slags. Det har været vildt, gakket, rørende og farverigt. Samtidig var det også nede på jorden og i øjenhøjde med folk, på en anderledes måde end kultur der foregår på en scene. Det er jeg glad for at have oplevet.
Som barn var det aldrig selve formålet med demonstrationen, eventen eller paraden der var i fokus for mig. Det at vi alle sammen mødtes og sammen gik igennem gaderne med musik, vogne, udklædninger og hvad der eller hørte til begivenheden, var mit fokuspunkt. Jeg følte jeg var en del at noget stort, sjovt, vildt og anderledes.
Noget helt særligt var også dialogen med dem vi mødte på turen: der var folk der grinende af os, smilede til os. Nogen gik med og andre rystede på hovedet, der var folk der kikkede væk eller vinkede til os fra den anden siden af gaden. Dér er gadekultur også anderledes end shows på en scene. Publikum har ikke altid valgt at være med og kan agere på mange måder og spille med eller lade være. Det er nogle af de oplevelser jeg gerne vil give børn og voksne med vores tiger parader.
Tigeren er inspireret af kinesiske gadedrager, der bliver brugt til flere af deres højtider og styres af mange mennesker. Hver person er derfor vigtig for at dragen kan bevæge sig og det er et flot samarbejde at få den til at danse.

Lidt filosofisk kan man sige, at sammen kan vi skabe noget der er langt større end det vi kan alene. Jeg synes at vi har brug for at være sammen om noget og se hinanden i øjnene.

Selv om det er mange år siden jeg flyttede hjemmefra og jeg temmelig sjældent går til gadefester, har mit arbejde med Tigertræning alligevel disse elementer fra min barndom i sin DNA. Tigertræning har altid handlet om glæde, fællesskab, bevægelse, leg og musik på tværs af alder, køn og sociale skel. Det handler også om at kunne sige til og fra og passe på sig selv og hinanden. At gøre motion og idræt til en fest i hverdagen.

Og det er vigtigt for mig at alle kan være med – hvis de har lyst. Jeg håber vi ses derude!

Copyright 2016 Tigertræning og Idrætspædagog Lise Steffensen